I sidste uge så efterårsferien meget våd ud i prognoserne, men dels har vejret overrasket positivt, og dels er prognoserne blevet pænere. De kommende dage byder på stort set tørvejr, gode mængder sol og aftagende vind.

Det bliver nogle behagelige dage til udendørsaktiviteter i efterårsferien.

Kølig, men smuk torsdag

Der kommer nogen sol de fleste steder, men på Bornholm vil skyer dominere i længere perioder. Det kan resultere i et par millimeter regn til Solskinsøen, mens det holder tørt i resten af landet.

Vinden aftager langsomt, men på Bornholm vil der fortsat i eftermiddagstimerne være op til hård vind fra nordøst.

Prognose torsdag eftermiddag klokken 14. Foto: TV2 Vejret / Grafik

Natten til fredag lægger vinden sig, og termometrene når ned under frysepunktet flere steder i landet.

Morgenen og formiddagen bliver generelt flot, men lave skyer kan drille det ellers solrige vejr. Stor risiko for skyer er der på Bornholm og Nordjylland.

Prognose af skydække fredag formiddag. Foto: TV2 Vejret / Grafik

Eftermiddagen bliver med vekslende skydække, 9 til 12 grader og let til jævn vind fra nordøst. På Bornholm vil det fortsat være mere blæsende end i resten af landet, men også her er vinden aftagende.

Weekend med almindeligt efterårsvejr

I weekenden skal en svag front passere Danmark fra nord. Det betyder, at der kommer flere skyer, og både lørdag og søndag vil det smådryppe mange steder i landet.

Læs også

Temperaturerne vil fortsat placere sig på 10-12 grader. Luften er ret stille først på lørdagen, men tiltager, så søndagen bliver med frisk til hård vestlig vind.